Amalie Leonora - Tiden mellem begravelse og jul
I den første periode efter begravelsen var Sunes forældre stadig meget omkring os, hvilket vi havde stor gavn af på alle tænkelige måder. Der skete ikke så frygtelig meget andet, end at vi bare var.
Dagen efter begravelsen var vi på Gladsaxe kirkegård for at se, hvor på fællesgraven, hun var blevet placeret. Det var hårdt at se den lille firkant, som var fyldt med blomster fortrinsvis i lyserøde farver, under det lå vor lille datter. Natten efter blev jeg vågen, det regnede, jeg havde det rædselsfuldt med, at min datter lå dernede i den kolde jord i sin lille hvide kiste. Jeg har ikke været på kirkegården siden. I starten turde jeg overhovedet ikke køre derud, var sikker på, at jeg ville flå blomsterne væk fra stedet for at sætte mig til med hænderne at grave, indtil jeg nåede kisten, for min datter skulle jo være hos mig og ikke ligge der langt nede i jorden. Fornuftsmæssigt ville jeg da aldrig kunne finde på det, men jeg var ingenlunde sikker på, om fornuften ville være der, hvis jeg tog derud. Siden har det ikke været så presserende for mig at tage på kirkegården, det der vil møde mig, vil være en græsplæne - og mine minder og tanker om min datter er ikke på kirkegården, de er inde i mig.
Torsdag efter begravelsen var jeg for første gang til psykolog, havde valgt en privatpraktiserende, som jeg tidligere havde konsulteret i andet ærinde. Tiden havde jeg bestilt i ugen før begravelsen. Det var godt at være der, jeg fik igen fortalt forløbet, samtidig fik jeg lov til at sige tingene grimt, for her var der ingen, som jeg kunne støde, ingens følelser, som jeg skulle tage hensyn til.
Tror det var fredag efter begravelsen fik jeg første gang fik en væmmelig fornemmelse af at befinde mig i et stort mørkt og turbulent vand, hvor jeg ikke kan finde noget holdepunkt. Jeg hvirvler rundt og rundt. Lysten til livet er ganske forsvundet, døden virker tillokkende, ikke fordi jeg ikke ønskede livet, men der var kræfter der trak mig hårdt mod døden. Jeg blev skide bange, for jeg vil sq ikke dø, der er masser af gode ting i livet at leve for. Jeg måtte erkende, at jeg stod meget, meget alene, for hvor dælen skulle jeg gå hen og fortælle, at jeg dybest set var suicidalfarlig, uden at de burede mig inde og fyldte mig med psykofarmaka?
Lørdag den 1. december holdt Sunes søster sin 30 års fødselsdag, hvor vi valgte at tage med. Det startede rigtig godt, goddagerne blev godt overstået, middagen ligeså, den efterfølgende smalltalk gik også glimrende, men da den bestilte levende musik begyndte, måtte jeg bare ud, væk. Jeg følte, jeg blev kvalt, at det lille rum, jeg inden i mig, havde opbygget pludselig ikke kunne findes der i mørket og larmen. Sune forstod ikke straks, hvor påtrængende det var mig at komme hurtigt væk, han troede at der var god tid til noget afsked, hvilket betød at jeg blev skrub hysterisk. Enden blev at Sune gik tilbage for et kort farvel, mens jeg ventede først i garderoben siden udenfor. Vi gik i silende regn og stiv blæst til Lyngby station, hvor vi endelig mødte en ledig taxi.
Vi blev kontaktet af både sundhedsplejerske og fra Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, til hvem vor jordemoder havde sendt en anmodning om kontakt på vore vegne. Sundhedsplejersken sendte kopier af nogle forældede brochurer fra de gamle telefonnumres tid og med priser fra den tid. Det var selvfølgelig i en god mening, men det ville nok havde været på sin plads at sørge for, at det var opdateret materiale, som blev sendt ud. Sundhedsplejersken tilbød et besøg, hvor vi kunne tale forløbet igennem, dette fravalgte vi, da vi følte, at vi havde fået talt forløbet igennem igen og igen med Sunes familie.
Med hensyn til Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, så ønskede vi kontakt, da vi ad flere kanaler har fået dem anbefalet. Herfra blev vi anbefalet at komme i en gruppe af par i samme situation som os, det venter vi så på at komme. De havde netop startet en gruppe, så brutalt sagt så venter vi nu på, at der kommer et par yderligere par i samme situation, som bor i en geografisk fornuftig afstand. Til Sunes søsters fødselsdag mødte vi et par fra søsterens og svogerens omgangskreds, som også har oplevet at føde et barn, som var dødt inden fødslen. Dem talte vi lidt med, hvilket var en pragtfuld oplevelse, for her fik vi øjnene op for, hvad det er, der er så godt ved at tale med folk, som har været i samme situation, som os selv, idet vi her føler en indfølelse, som udenforstående trods gode intentioner ikke evner, den oplevelse gør, at vi venter med større tålmodighed, for vi ved at sådan en gruppe vil bringe os noget godt.
Kontakten i Landsforeningen anbefalede, at jeg meldte mig til efterfødsel hos APA, der har hold for kvinder, der har mistet et barn. Jeg fandt deres telefonnummer - det var det samme som sundhedsplejersken havde sendt med gammelt telefonnummer - og ville melde mig til holdet, men her kunne jeg ikke komme på hold før 1. februar!! Jeg brugte så en del tid på at fundere over, hvorvidt jeg egentlig kunne bruge det til noget, for jeg var begyndt at gå lange ture og at småløbe, min bækkenbund var kommet lynhurtig i form igen, og efter nytår forventede jeg at begynde at spille håndhold igen, så hvad gavn ville jeg have af et fødselsforberedelseskursus med start 1. februar? Selvfølgelig var der det psykologiske aspekt i kurset, meeen... Jeg havde brugt en rum tid til at lede efter al tænkelig oplysning og kontaktmuligheder på nettet, hvorved jeg også stødte på "Små stjerner", der har til huse under igroups.dk, hvor jeg meldte mig til. Jeg kastede spørgsmålet om formålet med kurset ud til de andre deltagere i gruppen, hvorfra jeg også fik det indlysende svar på, hvilken gavn jeg kunne have af at starte på et efterfødselskursus for kvinder, der har mistet et barn, 9,5 uge efter fødslen; Det er dejligt at få lov til at tale om forløbet igen, efter at de nære omgivelser er blevet trætte af at høre om det. Det argument, synes jeg, lød så overbevisende, at jeg valgte at betale kursusgebyret i stedet for at melde fra.
Fra Landsforeningen modtog vi en mængde kopier af beretninger og artikler fra og om folk med situationer omkring det at miste et barn samt yderligere information om foreningen. Bl.a. er der fædreaften hver den 2. mandag i måneden. Sune valgte at gå dertil den 10. december. Samme dag mødtes jeg med de mødre, som jeg havde været gravid sammen med, gået på café med, og dem som jeg havde delt vore graviditeters glæder og sorger med. Det var så herligt livsbekræftende, alle de små dejlige pus. Det var lidt svært til at starte med; Der sad to dejlige mødre, en med barnet på skødet og en med et barn i lift. Jeg blev så rørt ved synet af det lille væsen i liften, den var så levende, tårene stod mig op i øjnene. og jeg måtte lige en tur omkring køkkenet for at få hold på mig selv. Et var sådan en mærkværdig blandet følelse af tristhed og umådelig glæde over det lille levende væsen i den lift. Dagen var dejlig, det var vidunderligt at der ikke var berøringsangst men masser af spørgsmål til mine oplevelser. Da jeg kom hjem, glædede jeg mig til igen at blive gravid og forhåbentlig få et sundt, velskabt og levende barn.
At Sune og Malene også skulle til psykolog, har der ikke på noget tidspunkt været tvivl om. For Sunes vedkommende ville han få en henvisning fra sin læge, og da vi var bekendt med, at der ville være 3-5 måneders ventetid, ville han bestille en tid, når han havde fået henvisningen. Hvad Malene angik gik jeg og lurede på, hvad der var det rigtige. Havde talt med min egen psykolog, som mente at Malene skulle gå til skolepsykologen på hendes skole, som var en psykolog min psykolog kendte fra et tidligere samarbejde. Malene stejlede dog kraftigt ved den tanke, for dels brød hun sig, helt uden noget grundlag herfor i øvrigt, ikke om skolepsykologen, dels ville hun ikke have det blev en kendt sag, at hun skulle gå til psykolog. Hmmm, herefter valgte jeg så at ringe til vor læge, hvor jeg mødte et par meget uacceptable forslag; Hvis hun ikke ville til psykologen på hendes skole, hvor hun jo hørte til, kunne vi da prøve via PPR at finde en psykolog på en anden skole, som så måske havde tid... , og ellers kunne vi da bare køre på psykiatrisk skadestue, hvis jeg ikke mente, at PPR løsningen var god nok. Men hvis jeg havde prøvet PPR uden held, kunne jeg da ringe tilbage og få en henvisning til en sygesikringspsykolog, og så måtte jeg jo prøve, om jeg kunne finde en som havde erfaring med børn inden for området....
Vi fandt ud af, at vi via vor forsikring har mulighed for krisepsykologhjælp - og at vor situation hører under krisebegrebet, så enden blev at både Sune og Malene får psykologhjælp via denne vej og gud ske lov for det, for ventetiden på en sygesikringspsykolog var for Sunes tilfælde for lang, og kræfterne til at bokse med systemet i Malenes tilfælde var vi ikke i besiddelse af - og hjælp skulle der til for at vor lille familie kunne slippe hel igennem uden for store skår.
Verden udenfor var vi begyndt stort set dagligt at møde ved hver især at sørge for at have aktiviteter af forskellig art. Vi kunne ganske simpelt ikke finde ud af bare at sidde herhjemme og sidde. Tiden blev ikke brugt til stort andet end at sidde at dimse ved computeren, vi blev lade og utilfredse med os selv. Godt nok blev vi anbefalet at give os tid til at sørge, men vort behov har langt mere været at prøve at finde livet igen, og det har vi gjort ved ganske langsomt at være mere og mere udfarende.